Weekly News

Vigtigt at virksom­hederne forholder sig til risici

Det er afgørende for fødevarevirksomheder at foretage en god risikovurdering, fastslår kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.

Fødevareproduktion indebærer en række risici, som fødevarevirksomhederne skal forholde sig til. Det er mange danske fødevarevirksomheder gode til, men der er også steder, det halter. Det fortæller Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i enheden for kemi og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

– Nogle steder er de gode til det, og som regel tager virksomhederne opgaven alvorligt. Men især det kemiske område er vanskeligt. Det skyldes bl.a., at det kan være svært at vurdere, hvad det er, man skal analysere for, siger han.

– Det er derfor risikovurderingen er så vigtig. Det er afgørende, at virksomhederne selv forholder sig til de risici, der kan være forbundet med en fødevare, så de kan målrette deres egenkontrol i retning af dem, uddyber Henrik Dammand Nielsen.

Også for Fødevarestyrelsen selv er risikovurderingen et centralt fokusområde. En stor del af styrelsens arbejde med fødevarevirksomhederne tager udgangspunkt i, om virksomhederne er bevidste om de relevante risici.

– Vores opmærksomhed mod virksomhedernes egenkontrol og viden om de produkter, de håndterer, udgør en stor del af vores kontrol og en stor del af den dialog, vi har med virksomhederne, siger Henrik Dammand Nielsen.

I forhold til kvaliteten af risikovurderingsarbejdet i fødevarevirksomhederne ser Henrik Dammand Nielsen positivt på udviklingen.

– Det er selvfølgelig forskelligt, hvor opmærksomme de enkelte virksomheder er. Men generelt bliver de bedre og bedre til det, afslutter kontorchefen. 

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler