Weekly News

Børnehuset i Kerteminde er tegnet af arkitektfirmaet Cebra, og er et godt eksempel på hvordan træ kan udnyttes innovativt i både konstruktion og udformning. GRØN BYGGEUDVIKLING

Træ er også fremtiden

Træ har været anvendt siden, mennesket begyndte at bygge, men det har sin plads i fremtiden både æstetisk og bæredygtigt. Nyere materialer som stål og beton er også blandt fremtidens materialer, når det gælder innovation og bæredygtighed.

Træ der plantes og genplantes til byggeri, er bæredygtigt. Træ lagrer simpelthen langt mere CO2, end der bruges på forarbejdning og transport, fortæller Lau Larsen, country manager for Metsä Woods og tilføjer, at den nordiske skovvækst hele tiden vokser, da man genplanter skov, når man fælder træ.

– I Sydamerika og Afrika ryddes en stor del af træet ikke til byggetræ, men for plads. Herhjemme garanterer man for, hvor træet kommer fra, og så er det bæredygtigt, understreger han.

I Danmark er vi ikke omgivet af træbyggerier, som er en tradition hos flere af vores nordiske naboer, men der er mange muligheder – også med fokus på nye byggekrav i forhold til bæredygtighed.

– Træ vinder mere ind i byggeriet i takt med de nye byggekrav. Træ er meget stærkt og et oplagt element i byggeriet til at skabe unikke og æstetiske løsninger. Se bare på Eccos nye multicenter ved siden af deres hovedkvarter i Tønder, som inddrager træ i både design og bæredygtighedstankegang, fortæller Lau Larsen.

Det har fordele, når man skal designe med unikke elementer og byggestil, men ifølge Lau Larsen, er der også flere fordele ved træ som materiale.

– Det er meget holdbart, og hvis det eksempelvis varmebehandles, optager det ikke fugt, og er dermed stort set vedligeholdelsesfrit. Så kan man oliebehandle det, hvis man vil beholde den varme glød. Træ er ikke det billigste materiale, men det er lettere at håndtere, holdbart og man sparer en del på timerne, som jo er noget af det dyre i Danmark, så totaløkonomisk set er det en god løsning, mener Lau Larsen, der påpeger, at den rette kombination af materialer, som for eksempel træ, stål og beton, ofte er den optimale løsning i forhold til styrke, holdbarhed og økonomi.

Beton i sig selv er et af de mest benyttede materialer i byggeriet, og der er ikke noget, som tyder på, at det ændrer sig fremover. Ingredienserne i betonen er naturlige materialer som sand, sten, cement og vand. Der bruges en del energi på produktionen, som udleder CO2, men der arbejdes løbende på at udvikle nye produktionsmetoder, mere ’grønne’ cementer og i det hele taget mere ’grønne’ typer beton.

– Det er verdens vigtigste byggemateriale, og derfor ikke til at komme uden om. Holdbarheden er et meget væsentligt argument – også i bæredygtighedssammenhæng – men der er også andre fordele. Eksempelvis betons evne til at absorbere varmen i løbet af en dag og lede den ud igen om natten. En slags ’domkirkeeffekt’, som er en fordel med alt det tætte byggeri, som vi ser i dag, forklarer Brian Dürr, salgsdirektør hos Aalborg Portland, som leverer et af hovedelementerne i beton – cement.

I 1970’erne var beton kendt som et billigt byggemateriale, men i dag er der tale om et lækkert materiale, som også godt kan stå råt i byggeriet.

– Rumligheden og formgivningsevnen er også attraktive egenskaber ved beton. Det er vigtigt, at man i arbejdet med at gøre beton endnu grønnere ikke går på kompromis med holdbarheden, for det er en af de vigtigste egenskaber ved beton, mener Brian Dürr.

Udviklingen går i en bæredygtig retning, og alle arbejder for mere bæredygtige materialer, produktionsformer og genanvendelse.

Her har beton også glimrende egenskaber, idet omkring 90 procent af nedrivningsaffaldet kan genbruges. Nedknust beton benyttes blandt andet til vejbygning.

Et andet af de ’nye’ materialer, som også finder større og større anvendelse er stål, hvis fleksible egenskaber, giver arkitekterne masser af muligheder.

Stål er meget stærkt og kan anvendes i meget smalle konstruktioner, som kan resultere i spektakulære strukturer og byggerier, som også holder.

Det kan glæde både brugerne og dem, der blot nyder konstruktionerne. Stål er ligesom beton også velegnet til genanvendelse, og mange produkter som eksempelvis biler kan genanvendes til nyt stål.

Det er helt sikkert et materiale, som indgår naturligt i den bæredygtige og innovative tankegang i byggeriet, både på grund af genanvendelsesmulighederne, men også fleksibiliteten. Tilsammen giver de tre materialer mange muligheder for spændende, innovative og bæredygtig byggerier i fremtiden.

Del

Journalist

Jens Kisker

Andre artikler