Weekly News

Ren energi vinder på kabel

Med større sammenkobling af energi­nettene i Europa, senest beslutningen om Viking Link til England, bliver vindenergien mere konkurrencedygtig.

Viking Link anslås at øge værdien af dansk strømproduktion med 1-1½ øre pr. kWt.

Danmarks verdensrekorder i andelen af vind i elproduktionen har indtil nu været drevet af målrettet støtte til at opstille vindmøller på land og på havet. Energiforsyning fra ved­varende energi bliver den billigste energiform, og inden for en årrække kan udbygning af vedvarende energi ske på markedsvilkår uden støtte.

Sådan lyder Energikommissionens vurdering, der ligger til grund for regeringens målsætning om mindst 50 procent vedvarende energi i 2030.

De kommercielle forudsætninger for denne udvikling styrkes af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholts godkendelse i sidste måned af Viking Link-kablet mellem Danmark og Storbritannien. Sammen med energinettet mellem de skandinaviske lande, mellem Danmark og Tyskland og COBRA-kablet til Holland, som er under konstruktion, skaber det nemlig et samlet energimarked. Dermed kan overskydende ren strøm fra vindkraft overføres til markeder, hvor den erstatter f.eks. strøm fra CO2-forurenende kulkraftværker.

– Selvfølgelig vil der være dage, hvor det blæser både i Storbritannien og i Danmark, men generelt er der en stor forskydning i vindforholdene. Dertil kommer tidsforskellen mellem landene, der gør, at morgen- og aften-peaket i forbruget er en time forskudt, siger Martin Risum Bøndergaard, politik- og analysechef i Vindmølleindustrien og fortsætter:

– Potentialet i Viking Link er stort, fordi det øger Danmarks forsyningssikkerhed og forbedrer vores i forvejen gunstige placering på ”silkevejen for grøn strøm”. Strøm er en vare præcis som bacon og insulin, og derfor skal vi i Danmark udnytte, at vi kan producere en attraktiv vare, som udlandet efterspørger, og som vi selv skal bruge meget mere af i fremtiden.

Viking Link og de øvrige kabler er med til at sikre bedre priser for den grønne strøm. Det har betydning for den fremtidige udbygning af grøn energi i Danmark, hvor den statslige støtte gives efter udbudsbaseret konkurrence mellem offshore og onshore vindmøller og solenergi.

– Alene Viking Link anslås at øge værdien af den danske strøm­produktion fra vindmøller med 1-1,5 øre pr. kWt. Det lyder måske ikke af meget, men når budloftet i den aktuelle udbudsrunde er sat til 13 ører, svarer forøgelsen til ti procent lavere tilskudsbehov, forklarer Martin Risum Bøndergaard.

Alle prognoser i og uden for Danmark peger på generelt stigende elpris. Sammenholdes det med faldende priser på produktionen af strøm fra vindmøller både til havs og til lands betyder det, at vindenergien inden for en overskuelig fremtid vil være uafhængig af tilskud:

– På et tidspunkt bliver vi uafhængige af tilskud. Vi ved bare ikke hvornår. Forventningen er, at den tilskudsfri epoke vil indtræffe i perioden 2020 til 2030, og mon ikke det kommer før end vi aner, som det er sket med de seneste års store prisfald, siger Martin Risum Bøndergaard.

I forhold til regeringens mål om 50 procent vedvarende energi i 2030 er én vej handlen med CO2-neutral strøm via Viking Link og andre kabler én vej. Vindmølleindustrien efterlyser imidlertid flere tiltag, nemlig, at vi bliver bedre til at lagre den grønne strøm og anvende den på flere felter.

– Vi skal blive bedre til at bruge el til opvarmning og transport; altså varmepumper og elbiler. Det er i høj grad et afgiftsspørgsmål. Det gav mening at lægge afgift på el-opvarmning, da strømmen var ”sort”, men i dag, hvor strømmen er grøn, giver det mening at lette afgiften og bruge el meget mere, argumenterer Martin Risum Bøndergaard.

Viking Link ventes at stå færdig i december 2022. 

Fakta

Ud fra en vugge-til-grav-betragtning er vindenergi en af de reneste energikilder overhovedet. Energiforbruget til møllens produktion dækkes inden for det første halve års drift, hvorefter vindmøllen leverer ren energi de næste 25 år.

Del

Journalist

Steen Blendstrup

Andre artikler