Weekly News

Intelligente løsninger på vej til SMV’erne

SMV’erne i fødevareklyngen kan se frem til håndgribelige komponenter og løsninger baseret på Industri 4.0, som kommer til at forbedre produktiviteten betydeligt.

Nogle virksomheder noterer stadig stoptider på papir eller i Excel ark.

HI-messen 2017 viste hvor konkret Industri 4.0 er blevet nu efter en år­række, hvor begrebet har eksisteret som uhåndgribeligt ”buzzword”. Et af de Industri 4.0-koncepter, som blev lanceret i forbindelse med messen, var Eltronics Smart Factory Solution som endda blev vurderet som en trestjernet verdensnyhed i messens HI MARKS nyhedsprogram. Eltronics koncept er målrettet mindre produktionsvirksomheder og særligt fødevarevirksomheder, hvor konkurrencen er hård, indtjeningen pr. enhed er lav og produktiviteten ofte er udfordret af unøjagtige analyser.

Eltronic er en ingeniørvirksomhed beliggende i Hedensted, som ud over offshore, marinesektoren og vindenergi har fokus på produktionsteknologi, hvor virksomheden både er rådgiver og implementerer automations- og IT-projekter.

– Vi har længe set på mulighederne i Industri 4.0 og det har været tydeligt, at interessen for det er vokset. Vi kan se det på, at interessen nu kommer fra direktionsgangene og begynder at spille en rolle i virksomhedernes strategier. Inden for Industrial Innovation arbejder vi med robotløsninger, virtual reality og deltager aktivt i MADE (Manufacturing Academy of Denmark), som kommer til at belyse hvordan virksomheder inden for fremstillingsindustrien kan digitalisere deres produktion, fortæller Business Director Claus Sass Hvass, som også er formand for IDA Automation og vært for IDAs konference om Industri 4.0 som blev afholdt 25. januar.

– Vores Smart Factory Solution er en udløber af det arbejde, og vi kan se klare fordele for især mindre fødevarevirksomheder. Løsningen er ”billig” og giver mulighed for med ganske få komponenter at måle på produktionen og se hvor svaghederne befinder sig, uddyber han.

Som en typisk udfordring nævner han, at mange fødevarevirksomheder stadig har en lang række blinde vinkler i deres produktionsprocesser. Et af Claus Sass Hvass’ yndlingseksempler gælder en virksomhed, som var overbevist om at deres palleteringsanlæg forårsagede forsinkelser i logistikken. Men ved at måle på flere parametre i produktionen viste det sig, at det var flaskehalse i pakkelinjen, som var den egentlige årsag. Derved sparede virksomheden investeringer i nye palleteringsrobotter.

– Nogle virksomheder noterer stadig stoptider på papir eller i Excel-ark, men det giver ikke noget retvisende billede af hele produktionsprocessen. Store virksomheder har lean-afdelinger, der kan koncentrere sig om det, men for f.eks. små mejerier er det store investeringer at optimere produktionsanlæggene. Det er det vi prøver at lave om på, siger Claus Sass Hvass.

Eltronic har udviklet to komponenter som generer de data, som bruges i Smart Factory Solution konceptets analyser. En såkaldt Smartbox som måler på primært pakkelinjerne, og en digital platform DIAP (Data Intelligence Analysis Platform) som kan trække data fra alle led i en produktion og via cloud kan tilgås og analyseres over hele verden, hvis det er nødvendigt.

– Disse løsninger kan øge effektiviteten med 10-20 procent, men organisationen skal være klar til at bruge de data, og handle på dem. Mange steder i fødevare- og procesindustrien har det længe været sådan, at virksomhederne ofte ikke har været klar over, hvor de skulle begynde, mener Claus Sass Hvass og tilføjer:

– Det gælder om at bruge den sunde fornuft, og det gør Industri 4.0 lettere. Det handler ikke kun om at investere i robotter, men om at bruge data og derefter finde ud af om det er nødvendigt. 

Fakta

Industri 4.0 er en betegnelse for den bevægelse, som sammenfatter alle de nye digitale teknologier, der i fremtiden vil fremme samspillet imellem mennesker, robotter og data-drevne værdikæder. Udfordringen for produktionsvirksomheder er både at udvikle forretningsmodeller og konkrete løsninger, som kan øge konkurrenceevnen indenfor Industri 4.0. Det er det Eltronic bl.a. har specialiseret sig i.

Del

Journalist

Frank Motzkus

Andre artikler