Weekly News

Helt nye oplevelser på Foodexpo

Nordens største fødevaremesse, Foodexpo i Herning, skaber nye områder og oplevelser.

Vi vil vise, hvad de små danske fødevarespecialister kan.

Når Nordens største fødevaremesse for branchefolk slår dørene op 18. marts, er det i rekordernes tegn. Messen afholdes hvert andet år. For seks år siden fyldte den syv haller i Messecenter Herning, forrige år var den vokset til otte haller, men her i 2018 har messen indtaget ti haller i de tre dage, hvor aktiviteterne løber af stablen.

Det skyldes ikke kun, at antallet af udstillere er vokset fra knap 500 i 2016 til nu tæt på de 570, men også at der er kommet mange nye oplevelseskoncepter til.

I år er der sat ekstra fokus på hotel- og restaurationsbranchen, fordi den ifølge messens projektleder Carina Høgsted Kirkegaard er i rivende udvikling. Foodexpo åbner denne gang ”The Lobby”, en hel hal indrettet som et inspirationsområde med en lobby og en reception.

– Der sker en hel masse på hotelområdet. I dag mødes vi på hoteller og spiser på hoteller. Det er ikke bare overnatningssteder. Derfor har vi her på messen udviklet et møde­sted, hvor man kan opleve noget af det, der sker inden for hoteller, forklarer hun.

Også økologien bliver der sat spot på. Tidligere havde messen en enkelt hal med økologi. I år er der tre haller. Det handler primært om fødevarer, men ikke kun. Økologiuniverset er opdelt i forskellige sektioner.

– Vi kommer med et bud på, hvad økologi også kan være: frisør, tekstil, bager, dambrug, chokolade, dessertvin. Og der er et forsamlingshus med yoga og foredrag. Der skal nok blive en helt særlig atmosfære, lover Carina Høgsted Kirkegaard.

I det hele taget er der lagt vægt på at skabe områder, som har egen profil og atmosfære. Det gælder også Madtemplet, der har trendspotteren Anette Eckmann som idéskaber. Det er en café, der præsenterer tidens fødevaretrends.

Ambitionsniveauet er højt: Kokken som fænomen er vor tids evangelist, der missionerer med råvarer og tilberedning og ophøjer måltidet til en himmelsk oplevelse, lyder en del af programerklæringen for messens trendcafé.

I år er der også gjort noget særligt for de små fødevareproducenter – de der producerer i små mængder, men i særlig høj kvalitet. De er samlet i en hal for sig selv, en markedsplads kaldet ”Food Market”. Her vil publikum komme til at opleve en unik torvestemning.

– Vi vil gerne vise, hvad de mange små danske fødevarespecialister kan. Derfor har vi skabt denne særlige mulighed for dem. Det er økonomisk overskueligt og nemt at bruge. Vi bygger markedet op for dem. De skal bare komme med deres produkter, siger Carina Høgsted Kirkegaard.

Vin og spiritus er en del af et festligt måltid. Derfor har Foodexpo ligesom tidligere et område – WineExpo – hvor der fokuseres på de ædle drikke. Det er et af de få steder i Danmark, hvor det er muligt at se en så omfattende, samlet præsentation af, hvad danske producenter og importører kan præstere inden for dette marked.

Alle branchefolk kan registrere sig via foodexpo.dk og få adgang til fødevaredelen af messen, men WineExpo-delen er et lukket område, hvor kun besøgende, som er inviteret af en udstiller, kan få adgang.

Fri adgang er der til gengæld til at opleve fødevaremessens fagkonkurrencer, hvor kampene om at blive årets kok og årets tjener nok er de mest omtalte i pressen.

I 2018 er det 27. gang, at kokke og tjenere mødes i to af årets helt store begivenheder i den gastronomiske verden. Men messens gæster kan også opleve spænding og talent, når kokkeelever udkæmper DM i chokolade. Eller når professionelle fra hele Norden deltager i Callebaut Chocolate Hero, hvor deltagerne skal udvikle en kage, pastry of the day. Kedeligt bliver det ikke!

Fakta

Foodexpo i tal

Antal haller: ti

Antal udstillere: 570

Antal gæster: ca. 26.000

Del

Journalist

Aksel Brinck Jensen

Andre artikler