Weekly News

Glæd dig: Robotterne kommer

Den teknologiske udvikling inden for robotteknologi er positiv for dansk industri, men der er ikke råd til at sove i timen i virksomhedsledelserne.

Der er noget, der tyder på, at vi ikke længere står hårdt nok på speederen.

For dansk industri og dansk økonomi er udviklingen inden for robotteknologi ubetinget et gode. Det siger Kurt Nielsen, der er chef for Center for Robotteknologi på Teknologisk Institut.

– Det er noget, vi skal tage positivt til os. Det er veldokumenteret, at automation og robotteknologi er med til at højne produktiviteten. Det giver en øget konkurrencedygtighed, som gør, at vi kan blive ved med at holde produktion i landet og kan producere til en pris, som betyder, at vi kan eksportere varer til udlandet, forklarer han.

Kurt Nielsen understreger, at det er svært at spå om de brede konsekvenser af digitalisering og automatisering. Men for den danske fremstillingsindustris vedkommende er prognoserne lyse, fastslår centerchefen.

– Det er temmelig velunderbygget efterhånden, at det skaber arbejdspladser at automatisere. I hvert fald på den korte bane. Når man bliver mere konkurrencedygtig, får man udvidet sit marked og får nye kunder, og det skaber stillinger andre steder i virksomheden, typisk i organisationen, siger han.

– Selvfølgelig kan det godt være, at Peter ikke skal stå og lave det, han gjorde før. At han skal efteruddannes til at lave nogle andre opgaver i virksomheden, fordi den arbejdsopgave, han stod med, er forsvundet. Men til gengæld kommer der nye job i eksempelvis salg og support, tilføjer Kurt Nielsen.

Når vi skal glæde os over robotteknologien, skyldes det ikke kun de gunstige økonomiske perspektiver for de danske virksomheder. En anden væsentlig pointe er de forbedringer af arbejdsmiljøet, der sker, når robotterne overtager rutineprægede, nedslidende og farlige arbejdsopgaver, påpeger Kurt Nielsen.

– En robot bliver ikke syg af at stå, hvor der er støj, eller af at skulle bukke sig ned igen og igen. Ensidigt arbejde fører ofte til skader på skuldre, ryg, albuer og hænder, og det er mange gange den type arbejde, robotter går ind og erstatter, siger han.

Robotter kan også køre hele natten, hvor mennesker har bedst af at sove, og hele weekenden, hvor mennesker gerne vil have fri. Det er ikke kun en fordel for medarbejderne, der slipper for ubekvemme arbejdstider, men også for virksomheden, fordi produktionen bliver mere fleksibel, tilføjer Kurt Nielsen.

– Det giver bedre muligheder for at justere op og ned i produktionen. Har man eksempelvis behov for at producere mere af et givet produkt, kan man lade robotterne producere i længere tid. Det er nemmere at give robotterne overarbejde end medarbejderne, siger han.

Endelig betyder robotternes indtog, at medarbejderne får mulighed for at fokusere på det, de som mennesker er gode til, uddyber Kurt Nielsen.

– Ofte hører vi, at implementeringen af robotteknologi frigiver ressourcer. Både fysisk og mentalt. Robotten gør det, den er god til, og så kan medarbejderne i stigende grad gøre det, de er gode til som mennesker: at tænke nogle kreative tanker og lave nogle af de mere fleksible og variable ting, som robotterne stadig har svært ved. Lidt højtflyvende kan man sige, at robotteknologien frigiver innovation i virksomhederne, siger han.

Skal Dansk Industri have gavn af udviklingen, er det afgørende, at man bringer automatisering og robotteknologi helt op på ledelsesniveau, fastslår Kurt Nielsen. Danske virksomheder har mulighed for at producere både billigere og bedre, hvis de tager robotteknologien til sig, men det kræver, at man gør teknologien til et strategisk nøgleområde ude i virksomhederne, understreger centerchefen.

– Tre ud af fire af de små og mellemstore virksomheder, altså virksomheder med op til 250 medarbejdere, er ikke begyndt at bruge robotter endnu, fortæller Kurt Nielsen.

– Og ser vi på, hvor gode vi er til at udnytte mulighederne i Industri 4.0, viser en rapport fra efteråret ’16, at vi er et pænt stykke efter blandt andre tyskerne, fortsætter han.

Tal for, hvor mange industrirobotter diverse lande har pr. 10.000 medarbejdere i industrien, tegner et lidt mere positivt billede. Her er Danmark i top fem, kun overgået af lande med bilproduktion. Det ændrer dog ikke på, at det samlede billede er broget, fastholder Kurt Nielsen.

– På den ene side går det meget godt, på den anden side er vi lidt bagud. Historisk set har vi været gode til at implementere robotteknologi, men der er noget, der tyder på, at vi ikke længere står hårdt nok på speederen, siger han.

– Vi skal passe på, det ikke bliver en sovepude. Sammenligner vi med andre lande i forhold til, hvor langt man er virksomhederne i forhold til at tage de næste skridt, halter vi bagud. Både i små og store virksomheder, afslutter centerchefen. 

Fakta

Teknologisk Institut har under skiftende navne eksisteret siden 1906 og har i dag over 1.000 specialister tilknyttet sine i alt otte divisioner. Instituttet råder over i alt 71 laboratorier og har afdelinger i Taastrup, Odense, Skejby og Sønder Stenderup samt i Sverige, Spanien og Polen.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler